By ØnskeBørn den onsdag, 20. marts 2024
Kategori: Familielivet

Lad dit barn eksperimentere med maden

Forældre har, som regel, en forventning om, at det skalvære hyggeligt at spise sammen – hver dag. Men dette  glansbillede kan godt være en anden, da børn, somudgangspunkt, først sidder stille og spiser pænt fra  seksårsalderen.

Stemning ved måltidet

Hvad kan man forvente, når ens barn/børn begynder at spise med ved bordet? Det er vigtigt, at man fra starten har gjort sig nogle fælles tanker om dette, da spisevaner grundlægges tidligt via de oplevelser barnet får, når I spiser sammen som familie.

Det er forældrene, der har ansvaret for at skabe en god stemning, og det er en god idé, at man spiser minimum et måltid om dagen sammen, hvor der er god tid og ingen forstyrrelser fra f.eks. fjernsynet og mobilen.

Bliv ved bordet og hav god tid til at vende dagens aktiviteter. Det kan selvfølgelig godt virke fjollet at sidde og snakke med et barn, der endnu ikke taler, men de kan mærke stemningen, og at dets forældre er tilstede omkring dem. Tæl til 10, når kartoffelmosen eller lasagnen er overalt i barnets ansigt, og når stolen og bordet er syltet ind.

Man kan hurtig stresse en smule over, at man lige har brugt en evighed på at gøre huset rent, og dit barn lige har været i bad. Men husk på, at det kan tørres af, og barnet skal opmuntres til at spise selv og røre ved maden. Det er f.eks.. okay, når lille Willi leger med smørret på brødet. Det er en naturlig del af barnets sansemotoriske udvikling, så lad dem endelig eksperimentere og se det som en udvikling hos dit barn.

Måltidet

Som forældre er det vigtigt, at man er en god rollemodel. Vis og fortæl dit barn/børn, at nu handler det om at spise. Giv udtryk for, at man nyder maden og ikke mindst kan lide den, for det er dig, der er dit barns rollemodel.

Barnet skal føle, at de er en del af måltidet, men skal ikke nødvendigvis være i centrum hele tiden. Det er fortsat dig, der bestemmer hvad der skal spises, og hvornår dine grænser er nået, når det kommer til, hvor meget dit barn må lege med maden. Maden skal være livretter, hvor ny mad lægges på tallerkenen sammen med den mad, barnet kender og kan lide. Når barnet er 1½ - 2 år, udviser barnet ofte stor interesse for maden.

Alt nyt bliver undersøgt grundigt, inden det proppes i munden. Det kan virke ret snasket, når dit barn tager maden ind og ud af munden flere gange, men de undersøger, hvad der sker, når man f.eks. tygger på en banan eller en rugbrødsmad. Mad skal ofte præsenteres imellem 10-14 gange for barnet, før det synes om det.

​Gode råd

TIP

Læg altid en serviet eller en vaskeklud vedsiden af barnets tallerken,  så de får til vane at tørre
munden og fingrene af i kluden i stedet for ærmet.