By Maria Dior den torsdag, 3. oktober 2019
Kategori: Træning med mor

Hvornår skal du IKKE træne i et fitnesscenter, når du er gravid?

Vil jeg virkelig anbefale nogen at lade være med at træne under graviditeten, hvis det er i et fitnesscenter? 

Ja

Hvorfor?

Fordi den type træning man laver i et helt almindeligt fitnesscenter, ikke nødvendigvis er den optimale måde at træne på under ens graviditet.Hvad er optimal træning under graviditeten?

For de allerfleste – faktisk 70%, bør det største fokus for træning og motion under graviditeten være at styrke kernemuskulaturen. Den bliver voldsomt svækket under graviditeten. Normalt vil vores rectus abdominus (de forreste mavemuskler) fungere som en ekstra støtte for kernen. Men når man er gravid, vil disse muskler glide fra hinanden for at skabe plads til den voksende livmoder. Det betyder, at man får, hvad der hedder delte mavemuskler. Også kaldt rectus diastasis. Det er helt normalt og ikke farligt, men det betyder, at udgangspunktet for en stærk kerne er voldsomt svækket.

Derfor giver det ingen mening at fokusere på step og styrke eller "stram op", når du er gravid. De typiske træningsøvelser er ikke funktionelle eller optimale for gravide. De kræver alle en kerne, der er stærk og funktionel, og som kan holde det korrekte opspænd under udførelse af øvelserne.

Når du har relaxin i kroppen under din graviditet, bliver din kerne helt automatisk mere slap. Den plejer at aktivere sig selv, derfor tænker vi ikke så meget over, at vi har en kerne i hverdagen, før vi bliver gravide. Men det kan medføre skader, smerter og komplikationer efter fødslen eller allerede under graviditeten.

Resultaterne af en svag kerne vil ofte vise sig hos gravide ved at give smerter i lænden. Ondt i skambenet. Ondt ved halebenet. Bækkengener. Ondt i hovedet/nakken. Derfor kan det slet ikke betale sig at gå til styrketræning i dit fitnesscenter, når du er gravid. Hvis du altså har en kerne, som så mange andre gravide, der ikke fungerer som den skal.

Instruktørerne har ikke kapacitet eller viden til at give den rigtige rådgivning

Jeg tror ikke på, der findes en fitness instruktør der har til hensigt at give misvisende råd og anbefalinger. Generelt er mennesker der interesserer sig for sundhed og velvære, mennesker som bryder sig om andres velbefindende.

Derfor tror jeg ikke instruktørerne rundt omkring ønsker noget dårligt for sine gravide med-mennesker.

Når det er sagt, ved jeg, at man kun kan vejlede ud i fra de kompetencer og den viden, man selv besidder.

Jeg kan ikke vejlede dig i, hvordan du skal genoptræne efter en knæoperation, fordi jeg ikke ved nok om det. Jeg kan give dig gode råd med på vejen, men de råd vil altid være begrænset af min viden og erfaring på området.

Derfor er en helt alm fitness instruktør, som ikke er specialiseret indenfor graviditetstræning, ikke en optimal fagperson at få råd og vejledning af.

Det er en af grundene til, jeg fraråder gravide der har gener, eller som ikke er vant til at træne eller lytte til sin krop, at træne i et fitnesscenter.

Hvad så hvis jeg plejede at træne i et fitnesscenter, inden jeg blev gravid?

Same same. Ikke fordi dit udgangspunkt ikke er godt. Og netop dette er der mange der misforstår. Jeg vil ikke direkte fraråde en gravid at fortsætte hendes ridning, selvom sundhedsstyrelsen fraråder risikosport. Hvis man er vant med ridning og kender sin hest og sine egne begrænsninger, er det et valg, man selv må træffe.

Men uanset hvor godt træningsudgangspunkt man har, inden man bliver gravid, kan man ikke løbe fra ændringerne der sker med kroppens funktion og holdning under graviditeten. Hvis man ikke kan fange sin kernemuskulatur i isolerede øvelser, er min anbefaling stadig, at man undgår at træne selv i et fitnesscenter.

Er man i tvivl, om kernen er med eller ej, kan det resultere i skader og skavanker med tiden. Måske ikke umiddelbart. Måske først et år efter man har født. Man kan nemlig sagtens have en skade på et led og uhensigtsmæssig belastning uden at opleve smerter, men sandsynligheden er større for, at du vil opleve smerter, hvis din kerne, som skal støtte din finmotoriske bevægelse, ikke er der.

Og hvem vil være begrænset af sin krop, når man lige er blevet mor og skal lege med sin baby?

Du skal have styr på din teknik og kerne under graviditeten

Jeg vil fraråde alle, der ikke ved, om de kan aktivere kernen, at træne på egen hånd i et fitnesscenter eller ved holdtræning. Få det som minimum tjekket først. Det kan du gøre ved at se videoen her eller kigge forbi til en gratis workshop hos os!

Udover det skal du have helt styr på teknikken, og være vant til at lave de øvelser du laver.

Du skal være god til at lytte til din gravide krop og dens begrænsninger.

Og så skal du sørge for, at din programmering er optimeret i forhold til din graviditet og dine gener, hvis du har nogle.

Du er kun gravid i 9 måneder – brug dem optimalt.

Mange er vant til at træne, når de er gravide. Så bliver de usikre på, om de må træne under graviditeten. Og i så fald, hvordan og hvor ofte de må træne under graviditeten.

Vi afholder gratis webinarer løbende, som du kan se hjemmefra, når du har lyst. Her kan du stille os spørgsmål og få information om, hvordan du optimerer din træning, mens du er gravid. Også hvordan du bedst kommer i gang med at træne under din graviditet.

Kilde: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6262502/#targetText=The%20enlarging%20gravid%20uterus%2C%20accompanying,be%20able%20to%20maintain%20posture