– sådan en holdning kan få ethvert barn til at stortude ...
Kan du huske følelsen af at sidde på en stol hvor bordet var for lavt eller for højt?
… tænk på det - sådan har størstedelen af danske børn det nemlig, når de sidder med til bords.
For hvor børn kommer i alle højder, kommer spiseborde kun i én – ca. 73 cm. Og da det er de færreste højstole, der let og trinløst kan justeres så de følger med barnets udvikling indtil de er udvoksede, er det et faktum, at langt størstedelen af børn i danske hjem og institutioner sidder ergonomisk forkert, da deres højstole enten ikke kan indstilles eller er indstillet forkert, fordi de er
besværlige at justere.
Er det nu så vigtigt?
Svaret er simpelt – find en skammel eller en barstol, og sæt dig ved et spisebord og prøv det på din egen krop. Sidder du for lavt eller for højt, så forplanter det sig direkte i skuldrene og videre ind i centralnervesystemet og ud i kroppen. Resultatet kan aflæses i en kæderække af dårligdomme – hovedpine, myoser, dårlig koncentrationsevne, manglende stimulans af kredsløb og ikke mindst – indlæring af en dårlig siddestilling – hvilket rammer barnet senere i livet, hvor de skal vænnes af med de indlejrede dårlige siddevaner og/eller behandles for dårlig ryg.
Når man skal vælge højstol, så husk fødderne ...
Det er nemlig der al bevægelse starter. Hænger fødderne i luften og dingler, så kan barnet ikke bevæge sig og det er skidt for både kredsløb og barnets udvikling. Derfor er en stor stabil og justerbar fodplade uhyre vigtig, både når barnet skal rejse sig for at nå noget på bordet, såvel som når det træder op og ned af højstolen eller skal skifte fodstilling. En pind gør altså ikke jobbet, for børn er jo ikke høns ;-)
Juster, juster og juster - og få ro om spisebordet
Det er højstolen, der skal passe til barnet – ikke omvendt. Derfor skal højstolen løbende justeres – for børn vokser jo ikke 5 centimeter ad gangen. Det er ret simpelt at indstille en højstol korrekt; indstil først sædehøjden, så barnet kan placere underarmen fladt på bordet og vinklen mellem underarm og overarm er 90 grader. Når det er gjort, så indstiller du fodpladen på samme måde – vinklen mellem underben og lårben skal også være 90 grader, med fødderne placeret fladt på fodpladen. Følger du dette simple råd, så giver du dit barn en gave for livet – udover at gøre livet rundt om spisebordet sjovere for alle parter.
Sikkerheden er også vigtig!
Og her kommer du ind i billedet. Børn kan ikke tage vare på sig selv, det er noget de lærer af os voksne og gennem livet. Selv de sikreste højstole kan vælte, derfor må børn aldrig efterlades uden opsyn. Derudover er der en række ting du som forbruger kan gøre i forbindelse med købet af en højstol. Lars Jeffers Hansen fra Teknologisk Institut, der har testet masser af højstole og sidder i det europæiske møbelsikkerhedsudvalg, giver følgende råd:
Producenter skal leve op til deres produktansvar og dokumentere deres højstol er sikker. Den nemmeste måde at gøre det på er at få testet og certificeret højstolen iht. sikkerhedsstandarden EN 14988:2017. En sådan test sikrer, at højstolen ikke indeholder kritiske mål og hulstørrelser, der kan forvolde brugeren skade. Her kan for stor afstand mellem bøjle og sæde være problematisk. Stabiliteten i alle retninger bliver også testet, og vi ved fra skadestatistik, at bagudrettet stabilitet er den helt store risiko i denne produktgruppe. Dette betyder selvfølgelig ikke, at man kan efterlade barnet uden opsyn, som er langt den hyppigste inddirekte årsag til uheld.
Glem den gamle fine højstol fra loftet ...
Du sad måske selv i den, og den er både pæn og nostalgisk – men dit barns trivsel og sikkerhed er nu engang vigtigere end nostalgien. Sikkerhedsstandarderne er nemlig blevet skærpet 3 gange de sidste 10 år. Og det er der en meget god grund til, bare spørg skadestuestatistikkerne som Lars nævner ovenfor. Ser vi til Sverige så var der i 2013 over 1000 skadestuerapporter med højstoleuheld – det er næsten 3 tilskadekomne børn om dagen. Langt størstedelen af dem skyldtes bagovertilt – altså at barnet skubber/sparker fra mod bordet og stolen derfor tilter bagover. Vælg derfor en højstol med ekstra indbygget sikkerhed, såsom antitilt hjul eller forlænger skinner.
Kvalitet koster
Der er nok at bruge penge på som nybagte forældre. Og der er mange højstole på markedet i alle prislejer. Men kvalitet og pris hænger sammen – de bedste højstole er gennemtænkte og gennemtestede og holder derfor i mange år – ligesom de er et møbel, der passer ind i indretningen. I det lys er et par tusinde kroner for en højstol, der holder længere end barnets første 2 år og som let kan tilpasses barnet helt indtil 12-14 årsalderen nok de bedste penge du som forælder kan give ud. Bare spørg dem, der skal sidde på dem. Ifølge dem er en højstol nemlig ikke bare en høj stol, men de er jo lidt svære at tage med på råd når højstolen skal købes.