ØnskeBørn Blog
Når 3 blir til 4
Vi havde i lang tid været 3 hjemme hos os. Mor og far og en datter på lidt over 4 år. Det var tid til at få nummer 2. Vi tænkte ikke længe over det og jeg blev gravid nærmest inden p-pillerne var smidt.
Maven voksede hurtigt og inden længe lignede jeg igen en flodhest. Den lille sparkede livligt, hvilket gjorde det nemmere for den store at forholde sig til at der var en baby inde i maven. Hun var meget nysgerrig og ville gerne hjælpe, da jeg blev mere og mere ubehjælpelig.
Da terminen var overskredet ventede vi utålmodigt på at den lille skulle melde sin ankomst. Men der skete ikke en dyt. Hos jordemoderen blev vi enige om at mødes d. 19. november kl. 8.30 på fødeafdelingen – 14 dage efter termin.
Om aftenen d. 18. november tog vi ud og spise og afleverede den store hos hendes bedsteforældre.
D. 19. november ved 4-tiden om morgenen vågnede jeg med en fornemmelse som er svær at forklare. Det eneste jeg tænkte på var at få måsen ud over sengekanten og så kom vandet. Jeg havde haft mange snakke med jordemoderen om hvordan det ville føles når vandet gik, for første gang blev vandet taget. Men det var slet ikke som jeg havde forestillet mig. Det væltede ud… Jeg blev lidt chokeret og tænkte: "Hvad sker der så nu? Jeg skal da ikke føde hjemme eller i bilen!"
Jeg vækkede min mand og ringede til jordemoderen. "Læg du dig bare til at sove igen, så ses vi i morgen tidlig", sagde hun. Da det gik op for min mand at det ikke var nu jeg gik i fødsel, vendte han sig om og sov videre. Men under et kvarter efter startede veerne og tog hurtigt til i fart og styrke. Jeg gik en anelse i panik og vækkede min mand. Vi skyndte os ud i bilen, så hurtigt det nu kunne lade sig gøre mellem veerne og kørte afsted til fødeafdelingen. Fødslen gik så stærk at jeg knapt nåede at opfatte noget som helst og pludselig var vi forældre til to skønne piger. Vi havde ikke fortalt den store noget om at vi skulle ind på fødeafdelingen, så hun blev bare afleveret i børnehaven om morgenen og hentet om eftermiddagen lige som hun plejede. Derefter kørte hun med sin faster ud på hospitalet og mødte sin lillesøster for første gang.
Det var kærlighed ved første blik. Men vi frygtede at kærligheden en dag ville ændre sig til jalousi og at hun ville føle sig udenfor og overset. Det er ikke nemt pludselig at skulle dele al sin tid til barnet op i to. Jeg havde det utrolig svært ved at måtte undvære så meget tid med vores store pige og ikke kunne give hende den opmærksomhed, som hun var vant til og den dårlige samvittighed gik også på den opmærksomhed som den lille skulle have. Jeg ønskede mig hver dag flere timer i døgnet og følte mig utilstrækkelig.
Men vi besluttede fra starten at involvere den store så meget som muligt i alt hvad vi skulle foretage os med den lille, så hun fik lov at være med til at give flaske, skifte ble, bade, give tøj på osv. Vi valgte også at lade være med lade os hæmme af at have fået et blebarn igen. Selvom det er svært at være spontan, men en baby og alt det tilbehør man skal huske, gav vi os tid til stadig at tage til stranden, i skoven og til andre ting, som den store var vant til vi gjorde. Så måtte det tage den tid det tog.
I dag er det 8 år siden, vi blev 4 hjemme hos os og den store er 13 år gammel. De to elsker stadig hinanden meget højt og sover sammen hver nat.
