ØnskeBørn Blog
Hvornår mon det sker?
Det siges at kun ca. 4 % af alle gravide føder på sin terminsdato, så jeg havde ærligt talt ikke set det som en mulighed for at det nogensinde kunne ske for os. Jeg tænkte, at som førstegangsfødende skulle jeg nok gå langt over tid og højest sandsynligt ende med at blive sat i gang. Men sådan skulle det ikke gå for os.
Vi var nemlig så heldige at være iblandt de 4 %, som skulle blive forældre præcis på terminsdatoen – hvor vildt er det lige! Da vi fandt ud af, at vi var gravide var vi meget i tvivl om undfangelsestidspunktet eftersom det ikke var synderlig planlagt. Vi havde selvfølgelig talt om, at nu smed vi pillerne og ja så sker det når det sker – her tror jeg, at vi begge havde en klar forventning om at det i hvert fald ville tage et lille halvt års tid inden pillerne var helt ude af kroppen. Så da jeg ca. 14 dage senere ikke fik min menstruation som planlagt troede jeg, at det nok bare var fordi jeg tænkte for meget over det. Så jeg tog en test for at få tankerne ud af hovedet og forhåbentlig ville den vise, at det bare var mig der holdte det tilbage. Jeg stod tidligt op en morgen inden jeg skulle på job og tænkte at jeg ligeså godt bare kunne få den taget med det samme. Så da den havde ligget under håndklædet i et godt stykke tid og jeg havde fået lagt makeuppen, tog jeg testen frem og til min store overraskelse viste den 2 streger. Kæresten blev mildest talt ligeså overrasket, da han blev vækket på sengen med nyheden om at han skulle være far. Efter at nyheden om at vi skulle være forældre om kun 9 måneder stille og roligt sank ind og blev til virkelighed, kørte møllen med jævnlige lægebesøg, scanninger og jordmoderkonsultationer. Hele min graviditet forløb som en drøm uden komplikationer og gener. Dertil skal dog tilføjes at jeg ligesom så mange andre også havde fornøjelsen af plukveer, halsbrand, vand i fødderne og jævnligt natte renderi på toilettet. Vi valgte at vi ikke ville vide kønnet på barnet, da jeg altid har glædet mig til at skulle få svaret den dag mit barn kom til verden. Så der var ekstra meget at se frem til d. 06.06.15, som blev min terminsdato!
Da vi kørte ind i indkørslen var jeg super træt efter en lang dag og glædede mig bare til at skulle ind under dynen. Ligesom jeg trådte ud af bilen gik mit vand – og her skal det lige siges at det åbenbart også kun er 10 % af alle fødsler som starter med vandafgang, så hvad sker der lige for det! Min jordemoder sagde yderligere få dage forinden at baby lå fast i bækkenet, så jeg skulle ikke regne med vandafgang, da det dannede prop og dermed gjorde det umuligt. Så ja, jeg blev temmelig overrasket da jeg pludselig stod der i bildøren med våde nylonstrømper.
Først var vi lidt i tvivl om det rent faktisk var vandet der var gået eller det kunne være slimproppen – what did I know?? Men da det blev ved med at sive og jeg kort tid efter kunne begynde at mærke niv i underlivet var vi ikke længere i tvivl – jeg havde veer. Vi kontaktede fødegangen kort efter for, at fortælle at vandet var gået og at jeg havde veer, men fik besked på at blive hjemme så længe som muligt. Det startede stille og roligt med små veer, som vi med glæde og spænding målte interval på telefonen for at følge udviklingen. Hurtigt blev small-talk og afstanden imellem veerne kortere. Som førstegangsfødende ved man ikke hvor langt man er i forløbet, da man ikke ved hvordan det skal føles. Men da veerne begyndte at komme som perler på en snor uden pause, følte jeg at det var på tide at blive tjekket, så vi ringede igen til fødegangen og fik besked på at komme ind til en lille status.
Selve turen til hospitalet var kort da vi bor ganske tæt på, men alligevel umådelig lang med veer som konstant pressede sig mere og mere på. Min jordemoder mødte mig på gangen midt i en ve off course og hjalp mig ind på en undersøgelsesstue. Jeg havde selv en ide (nok mest håb) om at jeg i hvert fald var 5 cm. åben, men til vores alles overraskelse var jeg 10 cm! Så jordemoderen fik travlt med at finde en fødestue til os. Veerne indtil da syns jeg ikke havde været uoverkommelige så længe jeg fokuserede på vejrtrækningen, men da det pludselig skulle gå stærkt og både jordemoderen og min kæreste kortvarigt forlod rummet, ramte nervøsiteten mig øjeblik og de 2 veer jeg havde i den tid var klar de værste – av for pokker! Kort efter jeg kom ind på fødestuen meldte pressetrængen sig. Det var den vildeste følelse da kroppen pludselig helt instinktivt tog over og jeg forsøgte bare at følge med. Det var vildt hårdt og jeg måtte også have en hjælpende hånd til at få nok ilt imellem presseveerne i form af maske. Efter ca 1 time kl. 03.55 kom vores lille baby til verden – helt uden komplikationer eller smertestillende (mega sejt og mega stolt) og vi fik endelig at se hvad maven havde gemt på i 9 måneder – den smukkeste lille dreng, vores Matti Elias.
